Sifnos er totalt Laid Back
Græske øer der er et besøg værd findes der imponerende mange af. Mange er velkendte af de fleste og flittigt besøgt af rigtig mange turister hver år. Søger man en ø med begrænset antal turister og hvor roen hersker, så er Sifnos et oplagt valg.
Sifnos er en del af øgruppen Kykladerne i Det Ægæiske Hav. Der er 140 km til Athens havneby Piræus, der kan nås via en sejltur på 4-5 timer. Øen er 74 km2 stor og har 2.600 faste indbyggere.
Den største by er Apollonia, mens havnebyen hedder Kamares. Fra Kamares kan du blandt andet nå naboøerne MIlos og Serifos. Det er i Kamares man skal bo, hvis man ønsker lidt liv og gode restauranter. Men der er mange andre muligheder. Også i Platis Gialos er der gode muligheder for liv, mens man i Vathi finder ro og smukke omgivelser.
Den store fordel for Sifnos er at den er gået fri af masseturismen. Her er ingen store hoteller eller afspærret strande. Du kan bo på campingplads, på mindre hoteller eller blot leje et værelse.