81,8 procent færre rejsende i Københavns Lufthavn i juli
Kun 565.910 personer gik igennem terminalerne i Københavns Lufthavn i juli måned. Det er 81,8 procent færre end sidste år.
”Den gode nyhed er, at antallet af rejsende vokser. Den dårlige nyhed er, at genstarten går meget langsomt. I den normalt travle juli har vi år haft 18.000 passagerer igennem terminalerne hver dag. Sidste år var det 100.000 dagligt,” forklarer kommerciel direktør i Københavns Lufthavn, Peter Krogsgaard, i en pressemeddelelse.
Fra juni til juli voksede antallet af rejsende fra 151.085 til 565.910 – en markant vækst, men dog knap 82 procent mindre end juli sidste år, hvor der rejste 3,1 millioner igennem lufthavnen. ”Det er blevet meget svært at forudsige fremtiden. Verden er lige nu så usikker, at vi ikke længere arbejder med prognoser men med brede scenarier. Vores bedste bud lige nu er, at vi i år ender med 30-35 procent af den trafik, vi havde sidste år,” forklarer Peter Krogsgaard.
I halvårsregnskabet, der blev udsendt i sidste uge, vurderes det, at CPH trods besparelser på driften og udsættelse af projekter for cirka 1 milliard kroner kommer ud af 2020 med et underskud på 450-750 millioner kroner. Derfor drøfter lufthavnen nu med fagforeningerne, hvordan en påtænkt nedlæggelse af 650 af de 2.500 fuldtidsstillinger i selve lufthavnen skal udmøntes.