Airbnb leder efter tolv personer, der vil bo gratis i et helt år
Fleksibelt arbejde er lig med fremtidens arbejde, og det giver nærmest uanede muligheder for at bo, hvor som helst i verden. Nu giver Airbnb tolv personer mulighed for at komme på eventyr sammen med tre venner og rejse fra Airbnb-bolig til Airbnb-bolig i et helt år.
Drømmer du om at tage dine Zoom-møder fra stranden eller at tage familien med på den ultimative roadtrip? Det kan du nu. Udlejningsplatformen Airbnb leder nemlig efter tolv personer, heriblandt danskere, der får lov til at gøre hele verden til deres hjem og arbejdsplads i det næste år. Man skal bare være klar på at dele sine oplevelser og give et indblik i, hvordan livet som digital nomade leves.
Den amerikanske bookingplatform Airbnb har netop lanceret ”Live Anywhere on Airbnb” – et koncept, der har til formål at give et indblik i, hvordan man lever som moderne nomade.
Initiativet udspringer af Airbnbs nye Airbnb Travel & Living rapport. Ifølge rapporten er ophold på 28 dage eller længere steget med 10 procent i 1. kvartal af 2021 i forhold til 2019. Rapporten viser, at 74 procent af de adspurgte, på tværs af 5 lande, sagde, at de var interesserede i at bo et andet sted end hvor, deres arbejdsplads er.
Er du den, Airbnb leder efter?
Airbnbs koncept strækker sig fra juli 2021 til juli 2022, hvoraf ti måneder består af rejser til og fra Airbnb-boliger, og man kan rejse fire personer sammen. Airbnb dækker bolig- og transportudgifter under opholdet.
Man skal være fyldt 18 år for at deltage, og man kan ansøge om at blive digital nomade hos Airbnb her. Ansøgningen skal være Airbnb i hænde senest den 30. juni 2021, så det er bare om at komme til tasterne. Læs mere om vilkår her.