Fem populære og fem ”upcoming” destinationer fra Billund Lufthavn
Der er gang i de ferierejsende, og flere rejsende skal allerede af sted for anden eller tredje gang i år. Men hvor skal man rejse hen? Her kommer et kig på, hvilke destinationer der er de mest populære, og hvilke fantastiske destinationer, der er på vej ”op”.
Danskerne kan ikke få nok af sommerferie, og der er masser af muligheder fra Billund Lufthavn. Der er 120 direkte destinationer og mere end 540 destinationer med kun ét stop, så der er rig mulighed for at komme ud at rejse. Men når sommeren rammer, er det oftest de samme charterdestinationer, der ligger i toppen.
Top fem af charterafgange fra Billund Lufthavn er Kreta, Rhodos, Mallorca, Antalya og Burgas, og pakkerejser hertil kan købes ved charterbureauerne, som f.eks. Bravo Tours, Apollo, Spies, Primo Tours, Sunweb, TUI og mange flere.
Derudover er der stadig mange rejsende, der også planlægger deres strandferie selv – især til Antalya og Mallorca. Til Antalya i Tyrkiet er der elleve ugentlige afgange fordelt på SunExpress, Pegasus og Corendon fra Billund Lufthavn. Til Mallorca er der ni ugentlige afgange fra Billund Lufthavn fordelt på Ryanair, Vueling og Corendon.
“Hvis vi udelukkende ser på ”stranddestinationerne” er det altid de samme destinationer, der er de mest populære. Både Mallorca og Antalya er i toppen, for her er der både mange ugentlige afgange med rutefly, men der er også mange pakkerejser med charterbureauer”, fortæller Jesper Klausholm, marketingchef i Billund Lufthavn og fortsætter:
“Hvis man udelukkende kigger på pakkerejser, sender charterbureauerne uden sammenligning flest rejsende til Kreta – herunder Chania og Heraklion. Når man kigger på ruteflyene ligger Malaga også i toppen af populære stranddestinationer. Og det er alle skønne destinationer. Vi er selv ét stederne minimum én gang årligt.”
Fem populære ”upcoming” rejsemål
Destinationskortet er stort fra Billund Lufthavn, og i 2021 og 2022 er der blevet tilføjet 38 nye ruter. Senest har Ryanair annonceret en forbindelse mellem Billund og Birmingham. Men der er også en lang række spændende destinationer, som mange danskere endnu ikke har fået øjnene op for.
Ibiza er kendt for det pulserende natteliv, men mange danske rejsende har stadig oplevelsen der til gode. Ryanair flyver til Ibiza, de flyver også til Bari i Syditalien, som ligger lige ud til Adriaterhavet, som klart får en anbefaling med på vejen. Ifølge Jesper Klausholm må man heller ikke se bort fra de østeuropæiske destinationer, som bliver mere og mere populære, men oftest som et citybreak.
“Ryanair og Wizz Air åbner op for dele af verden, som man ikke havde forestillet sig, at man skulle besøge. Foruden de kendte destinationer er eksempelvis Ibiza, som er kendt, men ikke særlig besøgt af danskere. Og det syditalienske er også klart et besøg værd via Bari”, siger Jesper Klausholm inden han fremhæver storbyferier i Østeuropa: “Der er til gengæld flere og flere, som også tager på et citybreak – altså en storbyferie – i sommerferien, og her må man ikke overse Østeuropa, hvor Tirana i Albanien,Tallinn i Estland og Gdansk i Polen er yderst attraktive, men de er stadig ikke særlig besøgt af danskerne. De tre destinationer skal helt klart stå på ens rejseliste”.