Sommeroplevelser ved SalzburgerLands bjergsøer: Grønne bakker og blå søer
Flere danskere rejser til SalzburgerLand i sommerferien, og har man set de krystalklare bjergsøer i Østrig, er det ikke svært at forstå hvorfor. En sommerferie i Østrig er desuden en oplagt mulighed for at kombinere badeferien med nogle af de mange andre aktiviteter, som naturen i Alperne lægger op til.
I Salzburg Lake District i Salzburger Seenland er mulighederne mange. På varme solrige dage kan både store og små tage til søerne Wallersee, Mattsee, Grabensee eller Obertrumersee for at få en forfriskende dukkert i sommervarmen. Vil man kombinere badeferien med vandsportsaktiviteter, er Mattsee et oplagt valg. Søen bliver regnet for den varmeste i området, og her er surfing og sejlads tilladt på det krystalblå vand. Der er desuden mulighed for at leje robåde og elektriske både. Vil man kombinere badeferie og cykelferie, har Salzburger Seenland et netværk af 600 km cykelruter rundt i regionens naturskønne omgivelser, der går over grønne bakker, smukke bjergdale og langs bredderne på søerne i regionen. Er man afsted på elcykel, er der flere steder, hvor man kan lade cyklens batteri op.