Rute til Wien fra Billund åbnet
I dag åbnede Austrian Airlines deres direkte rute til Wien fra Billund Lufthavn. Med den nye ruteåbning fra Austrian Airlines er der nu direkte fly til alle Lufthansa Groups netværkslufthavne i Billund Lufthavn. Det giver i særdeleshed erhvervsrejsende og rejsebureauer en vigtig fleksibilitet for hurtigt at komme ud i verden med tre ugentlige flyvninger.
Med åbningen af Austrian Airlines giver Billund Lufthavn nu adgang til alle Lufthansa Groups fem netværkslufthavne, som er Wien, Bruxelles, Frankfurt, München og Zürich, som henholdsvis Austrian Airlines, Brussels Airlines, Lufthansa og Swiss flyver.
Den nye rute giver både vestdanskerne og østrigere bedre muligheder for turisme på tværs af de to lande med en forkortet rejsetid. Wien er Østrigs hovedstad – en fantastisk kulturby og et oplagt sted at tage til på en storbyferie eller forlænget weekend. Samtidig er der til vinteren gode skimuligheder omkring Wien. Modsat får de østrigske borgere også mulighed for at besøge Vestdanmark og opleve de mange seværdigheder.
I Billund Lufthavn er der mulighed for at komme ud i verden via 14 netværkslufthavne, hvoraf fem af dem er fra Lufthansa Group. Det er helt unikt, at en lufthavn på størrelse med Billund Lufthavn tilbyder så mange netværkslufthavne. Der ikke andre regionale lufthavne i Europa på Billund Lufthavns størrelse, der når op på samme niveau.