Vestdanmark skal markedsføres i Belgien
44 belgiske rejsebureauagenter inviteret på rundtur til Vestdanmarks mange attraktioner.
Under Coronapandemien blev luftfarten og turismen på tværs af landegrænserne nærmest lagt ned. Sidenhen har Danmark etableret en støtteordning til at genstarte luftfarten. I Vestdanmark hedder støtteordningen ”Vestdanmark Re-Connected”. Formålet er at genstarte og fastholde centrale rutedestinationer, og det kan bl.a. gøres ved at markedsføre Vestdanmark – i det her scenarie er det med til at understøtte ruten mellem Billund Lufthavn og Bruxelles i Belgien med Brussels Airlines. Markedsføringen starter med et ugelangt besøg fra de 44 belgiske rejsebureauagenter fra 11. juni.
“Midlerne er i det her tilfælde knyttet til Brussels Airlines’ genstart fra Billund, fordi de er et vigtigt flyselskab for Danmark, der både åbner op til den politiske kerne, men også som et hub, der åbner op for resten af verden. Men vi ser en større tendens til, at der er flere belgiske turister ombord på flyet til Danmark, end vi tidligere har set. Det skal vi understøtte med markedsføring af Vestdanmark i Belgien, og det ser vi meget frem til”, forklarer Jesper Klausholm, direktør for ruteudvikling, marketing og kommunikation i Billund Lufthavn.
“Belgien er ikke et prioriteret marked, men vi holder altid øje med nye muligheder, og her er Belgien et interessant marked med vækstpotentiale. I de senere år har de belgiske turister vist stigende interesse for Danmark. Samtidig er belgierne højforbrugende turister, og med en kort afstand til Danmark taler Belgien også ind i den stærke nærmarkedstendens, vi ser i øjeblikket. Derfor bakker vi op om Billund Lufthavn og destinationerne omkring for at få det optimale ud af markedsføringsmidlerne i Re-Connected, så Brussels Airlines får en god opstart i Billund”, siger Mette Rodenhuis-Carlsen, markedschef for VisitDenmark i Nederlandene.
“Vi ser et stigende antal af belgiske turister i vores område generelt og i særdeleshed i LEGOLAND Billund Resort. Stigningen ligger hovedsageligt i højsæsonen, men ligeledes i weekenderne, hvilket indikerer, at flere belgiske familier benytter sig af de omkringliggende attraktioner. Vi ser store muligheder for især at vækste inden for skuldersæsonen og dermed byde belgiere velkommen hele året rundt gennem vores direkte bro til verden, Billund Lufthavn”, afslutter Martin Perregaard Bitsch, direktør i Destination Trekantområdet