Spies klar med nyt Sunclass -neofly med 386 sæder
Med en sommerkapacitet på 385 sæder og en reduktion i CO2 udledning på 23 procent per passager, er en helt ny chartermaskine fra Sunclass Airlines netop landet i København. Og den er ankommet lige i rette tid til at flyve tusindvis af skandinaviske feriegæster sydpå hen over sommeren, ligesom maskinen skal flyve gæster til både Thailand, Punta Cana, Kap Verde og Gran Canaria hele vinteren. Flyet er selskabets første i den såkaldte Neo-serie fra Airbus, som inden udgangen af 2030 skal erstatte hele den nuværende flyflåde i Sunclass Airlines. Dermed tager man i Danmarks største charterflyselskab et stort og vigtigt skridt i reduktion af CO2-aftrykket per passagerkilometer. Flyet har sin første tur lørdag den 17. juni fra Stockholm til Mallorca, og med danske gæster bliver det den 26. juni fra København til Cypern.
Det er en meget glad direktør for Danmarks største charterselskab, Sunclass Airline, der kan tilføje det allerførste Airbus Neo-fly til selskabets flåde. Og der er tale om en af de store maskiner, nemlig en A330-900Neo, der har plads til ikke mindre end 385 sommergæster, og derfor vil være en kæmpe kapacitet i sommerens travle program, hvor efterspørgslen på ferierejser er stor – og hvor danske Spies, som flyver 90 procent af deres feriegæster med Sunclass, har planer om at sende 60.000 danskere på charterferie alene i skoleferieugerne. Men også til vinter kommer den nye, store maskine på arbejde. Her skal flyet sikre at gæster fra både Danmark, Norge og Sverige kan flyve til eksotiske rejsemål som Thailand, Punta Cana og Kap Verde for at nyde sol og varme. Om det nye fly-familiemedlem siger administrerende direktør i Sunclass Airlines, Valdemar Warburg.
“Vi har glædet os i mange måneder til at byde velkommen til de nyeste medlem af Sunclass familiens flyflåde. Det bliver en stor opgradering, at vi nu kan servicere vores 1,3 millioner årlige chartergæster med endnu et stærkt flyprodukt, endda i en endnu mere støjsvag, komfortabel og ikke mindst CO2-reducerende udgave. Jeg er fuld af forventninger til det her fly, og det samme er mine kolleger overalt i organisationen. Nu glæder vi os bare til at byde de første feriegæster ombord den 17. juni ”, forklarer Valdemar Warburg.