Hotel skruer priserne 10 år bagud i utraditionel jubilæumsfejring
Inden længe fejrer Hotel Norden 10-års jubilæum som en del af Danske Hoteller. Det sker med en markering, der adskiller sig en del fra normalen.
Når en virksomhed fejrer store begivenheder, afstedkommer det ofte en reception med skåltaler, vin med bobler og officielle gæster fra nær og fjern. Sådan kommer det imidlertid ikke til at gå, når Hotel Norden i Haderslev fejrer 10-års jubilæum som en del af Danske Hoteller. Ledelsen har således fravalgt en fejring på selve dagen og tilbyder i stedet et jubilæumsophold til 10 år gamle priser.
Det betyder, at kunderne i hele marts kan købe to overnatninger og to gange tre retters-menu for 995 kroner. Og så er der endda inkluderet eftermiddagskaffe på ankomstdagen i det særlige jubilæumsophold, der er en eksakt kopi af et tilbud fra 2015.
”Vi havde mest lyst til at fejre begivenheden med vores trofaste kunder, som støtter os i det daglige. Og så syntes vi, det var en sjov ide at skrue priserne baglæns til samme niveau, som da vi åbnede. Det betyder selvfølgelig, at kunderne får et billigt ophold, men også et ophold med en markant højere kvalitet end dengang. Hotellets gastronomiske niveau er hævet meget siden 2015, så på den måde er opholdet en dobbelt gave til kunderne,” siger Hanne Degn, regionsdirektør i Danske Hoteller.
Selvsamme Hanne Degn var hoteldirektør, da Hotel Norden i 2015 blev en del af hotelkæden Danske Hoteller. Hun er derfor en af de nærmeste til at beskrive den udvikling, som Hotel Norden har gennemgået i de seneste 10 år.
”Vi har flyttet hele konceptet fra at være et middelmådigt produkt til at forsøge på at gøre produktet og oplevelsen unik. Blandt andet igennem en større renovering med nyt køkken, nye badeværelser, en ny terrasse ud mod Damparken og løbende renovering af værelserne. Derudover arbejder vi meget med værtskab og nærhed og udvælger vores personale ganske nøje ud fra deres service-gen. Vi vil gerne have, at personalet har en oprigtig interesse og omsorg for gæsterne,” siger hun.
Også økonomisk har Hotel Norden flyttet sig markant siden 2015. Således er den årlige omsætning i perioden steget med 50 procent. Den udvikling tilskriver Hanne Degn i særdeleshed støtten fra lokalsamfundet.
”Da vi overtog hotellet, levede det af relativt billige ophold, der i høj grad kom fra Deals. I dag står Hotel Norden noget stærkere via en lang række aftaler med det lokale erhvervsliv omkring konferencer og møder. På samme måde har borgerne i Haderslev virkelig støttet flot op om hotellet, så det i dag er stedet, hvor man holder sine store familiefester,” siger hun.
Selv om den nuværende version af Hotel Norden kan fejre 10-års jubilæum den 4. marts, stikker hotellet en del længere tilbage i tiden. Bygningen stammer således fra midten af 1800-tallet og fungerede igennem mange årtier som højskolehjem og forsamlingshus. Under besættelsen havde huset desuden funktion som gæstgiveri og lokalt samlingssted. I nyere tid har Hotel Norden haft flere forskellige ejere og blev i 2015 en del af hotelkæden Danske Hoteller.