Italiensk turisme er hårdt ramt af coronakrisen
Italien er blandt de lande i verden, der er hårdest ramt af coronakrisen. Og samtidig er Italien et land med en økonomi, der er meget baseret på turisme. Derfor bliver landet ekstra hårdt på økonomien.
I hele EU står Italien for hele 15 procent af samtlige turistovernatninger. Det er kun Spanien, der overgår dette. I skrivende stund er der stort set ingen turisme i støvelandet. Og det vil uden tvivl tage mange år at komme tilbage til et niveau, der bare ligner det før coronakrisen.
“Det pludselige stop har bragt sektoren i knæ og påvirker alt inden for indkvartering og turisme i det hele taget” har Vittorio Messina, præsident for turisterhvervet i Italien, udtalt.
De fleste rejsebureauer har for længst stoppet for salg af rejser til Italien, og selv om der bliver åbent for rejser til landet i løbet af sommeren, bliver antallet af besøgende uden tvivl meget lavt.. Analysebureauet Statista Research har lavet udregninger, der kommer frem til et tab på op til 60 milliarder danske kroner for italiensk turisme. Dette uden en lang række afledte effekter af de manglende turister.
Det italienske turistministerium anslår minimum et fald i antallet af turister på 28,5 millioner mennesker i 2020.
Coronakrisen vil uden tvivl få store konsekvenser for Italien langt ud i fremtiden.