Nyt rejseår er skudt i gang i Billund Lufthavn
I rejsebranchen bliver det nye rejseår altid skudt i gang mellem jul og nytår, og det er her, at rigtig mange vestdanskere finder en forårsrejse og deres sommerferie. Fra Billund Lufthavn er der nok rejser at vælge imellem, hvor der allerede er annonceret en lang række nye destinationer i 2022 til en i forvejen attraktivt destinationsportefølje.
Lige om lidt går 2021 på hæld, og et nyt år starter. Nytårsforsæt og gode ting at se frem til: Sådan er der mange danskere, der gerne vil starte det nye år.
Det er også noget, rejsebranchen mærker: Charterbureauerne og flyselskaberne sælger mange ferier til året, man er på vej ind i. Og i Billund Lufthavn er der tilføjet 16 nye destinationer i 2022 til et i forvejen stort udbud af attraktive destinationer.
“Julen er fyldt med højt humør og godt samvær, og så er der mange familier, der glædeligt ønsker sig noget at se frem til i det år, man er på vej ind i. Derfor er der altid tryk på salget af rejser fra den 27. december, og på trods af Corona er der et stort, attraktivt udbud af forskellige rejser fra Billund Lufthavn. Vi har fastholdt ruter og fået mange nye, og i vores dialoger med flyselskaberne og charterbureauerne ved vi, at der er stor efterspørgsel”, fastslår Jesper Klausholm, marketingchef i Billund Lufthavn.
Sol-, sommer- og strandferie
Sommerferien skal byde på sol og varme, og der er flere måder at strikke præcis den ønskede ferie sammen, så den passer til én selv og dem, man rejser med. Fra Billund Lufthavn er der et stort udbud af pakkerejser med charterbureauerne, men der er ligeledes et hav af muligheder for at lave et endnu mere individuelt rejseprogram med flyselskaberne.
“Billund Lufthavn er den foretrukne lufthavn for mange vestdanskere, og derfor er der mange ruter og charterselskaber, der giver adgang til mange populære soldestinationer, hvor Mallorca, Kreta og Malaga er i toppen af hitlisten både som pakkerejse, men det er også muligt at bestille fly og hotel hver for sig. Destinationer som Porto, Ibiza, Alanya og mange flere er også velbesøgte soldestinationer for danskerne”, siger Jesper Klausholm.
Citybreaks bliver en mere populær trend
Korte og lange weekendture til Europas storbyer bliver mere og mere populære, og udbuddet fra Billund Lufthavn bliver hele tiden større. Senest har Lufthansa annonceret ruteopstart til den populære storby i Sydtyskland – München, hvor de fra 2. maj flyver to daglige mellem Billund og München.
De kulturelle besøg i storbyerne er en trend, der vokser, fordi mulighederne er så mange, og lige nu er det muligt at få flybilletter til lave priser.
“Ryanair har flere spændende storbyruter til lave priser. Wizzair åbner op for nye destinationer for mange i Østeuropa. Vueling flyver til flere solrige destinationer inkl. storbyen Barcelona, KLM flyver til Amsterdam, LOT til Warszawa, Air France til Paris, lige om lidt flyver Lufthansa både til Frankfurt og München og udbuddet er meget større. Men man kan se mange flere destinationer på vores nye rejseunivers på bll.dk”, afslutter Jesper Klausholm.