Stigende efterspørgsel på sommerhusferie i skuldersæsonerne styrker dansk turisme
Ifølge en af Danmarks største sommerhusudbydere, NOVASOL, kan den stigende interesse fra turister, der vælger sommerhusferier i Danmark i skuldersæsonerne, være med til at løfte dansk turisme til nye højder.
Foråret, påsken og efteråret træder ikke længere i skyggen af sommerferien, men er nu snarere etablerede højdepunkter i den danske turistkalender. I løbet af april 2023 registrerede Danmarks Statistik næsten 1,9 millioner overnatninger, det næsthøjeste nogensinde for april måned, og denne tendens har været støt stigende de seneste to årtier.
Foråret og påsken er dog ikke den eneste skuldersæson, hvor der kan ses en stigning i bookinger af sommerhuse i Danmark. Også efterårsferien er blevet mere populær at spendere i Danmarks orangefarvede efterårsnatur. Ifølge NOVASOL oplever de i år en samlet stigning på 3 procent sammenlignet med sidste år og på knap 7 procent sammenlignet med det sidste normalår, 2019.
“De stigende bookinger i skuldersæsonerne er af stor betydning for dansk turisme, og er et glimrende eksempel på, at det ikke kun er i sommerferien, at Danmark er en yndet turistdestination. Vores positive bookingtal for efterårsferien understreger, at dansk turisme er i vækst hele året rundt, noget som har en direkte og positiv indvirkning på vores økonomi og er med til at cementere Danmark som en attraktiv destination for rejsende fra hele verden,” siger vicedirektør for portefølje i NOVASOL, Kenn Rasmussen, og understreger, at NOVASOL fortsat kommer til at holde øje med udviklingen indenfor skuldersæsonen, så de kan imødekomme den stigende efterspørgsel.
Også hollænderne bruger efterårsferien i Danmark
Væksten i skuldersæsonerne bliver i stigende grad også afspejlet i de internationale gæster. I år har der været en stigning i danske bookinger på 4 procent, mens der har været en stigning på 9 procent i de tyske besøgende. Noget der har resulteret i, at der stor set er meldt udsolgt for de populære poolhuse mellem uge 40 og 42. Det er dog hverken de danske eller tyske bookinger, der vækker mest opsigt. NOVASOL kan nemlig rapportere, at 42 procent flere hollænderne har booket efterårsferie sammenlignet med sidste år.
”Danmark er gennem flere forskellige nationale kampagner blevet promoveret i Holland de sidste par år, og nu ser vi, at tiltagene er begyndt at bære frugt. Antallet af hollandske gæster er stadig ikke på niveau med de tyske gæster, men det bliver rigtig interessant at følge om stigningen bliver ved, sådan at flere hollændere kommer til at gøre som tyskerne, der kommer tilbage til Danmark år efter år. Og nu kan vi i hvert fald se, at det ikke kun er sommeren i Danmark, der tiltrækker dem, hvilket er meget positivt,” siger Kenn Rasmussen.